Pocketfreak.dk supportshoppen præsenterer

En af mine gamle favoritter helt tilbage til Commodore C64 er typen hvor man ser en række små biler oppefra mens man racer rundt på komplicerede baner.

Den stemning har Concrete Udder genskabt med Sprint RG til Pocket PC. Spillet er rimeligt nemt at gå til og banernes sværhedsgrad er stærk nok til at udfordre mine (manglende?) motoriske evner.

Spillet vender skærmen og foregår dermed i bredformat. Er man venstrehåndet er det samtidig muligt at rotere skærmen så det ikke blive sværere end det allerede er.

Alt i alt fungerer spillet ganske godt som underholdende tidsfordriv. Jeg er dog lidt irriteret over at når jeg støder ind i de andre biler (og det gør jeg ofte) så mister jeg hastighed, mens modstanderne blot kører videre som om intet var hændt.

Bomb Duck fra clickgamer.com er ikke anderledes i den henseende. Spillet er en Pocket PC-klon af de klassiske spil til bla. Commodore 64 Bubble Bobble.

Forskellen er her at de nuttede drager er skiftet ud med en vred and bevæbnet med nok bomber til at gøre en russisk anarkist i sværvægtsklassen grøn af misundelse.

Vores helt anden skal, som man kan se på skærmbilledet til venstre, redde en række ællinger fra nogle flyvende tallerkener ved hoppe og kaste med bomber - det er tydelig at H.C. Andersen ikke har levet forgæves. Efterhånden som flere ællinger reddes og flere monstre møder der andeligt (he he!) bliver spillet sværere men vores helt får til gengæld opgraderet sit arsenal.

Kan man lide sådanne arkade-inspirerede spil er Bomb Duck ganske ok. Med det sagt er spillet nok ikke noget for de, der kræver mere udfordring end det, som Pocket PC'ens knappers placering altid giver.

Ideen er dog stort set det samme: man står i hver sin ende af en bane og smider tunge ting, bananer, svigermødre eller som i dette spil middelsvære atomare ladninger i hovedet på modstanderen. Samtidig kan man søge at bruge landskabet til sin fordel når modstanderen helt misforstår ens præventive og fredsskabende angreb og svarer igen med en serie cluster bombs.

Det der skaber forskellighed i denne type spil er våbene og landskabet. Her er Atomic Cannon til Pocket PC godt med. Våbnene er afvekslende uden dog at være nyskabende, men landskabet ret flot lavet med dynamiske elementer som faldende sne eller regn. Samtidig er det ikke helt let at slå computeren, ihvertfald ikke for denne anmelder.

Grafikken er dermed meget flot og det spilbare areal kan sættes til en, to eller fire skærmfulde, sådan som man kender det fra Snails. Det store areal gør spillet sjovere men kræver en lidt kraftigere Pocket PC. Har man en 2003-maskine vil lyden hakke noget, men producenten lover at dette vil være løst i den næste opdatering. Er man til denne type spil, så er Atomic Cannon et godt bud på lidt flot tidsfordriv.

Spillet er Jack the Unicycle og er med sine flotte animationer og baggrundsgrafik nok et af de flotteste arcadespil til PocketPC'en lige nu. Ideen er, som med de fleste arcadespil, rimelig simpel. Ved at bruge joysticket og knapperne på sin PocketPC styrer man Jack gennem en række forskellige baner, mens han undgår de ondskabsfulde fjender, der gør det bedste for at at vælte ham.

Jack er dog ikke helt forsvarsløs og kan både hoppe på fjenderne og forsøge at ramme dem med sine psykiske evner.

Undervejs skifter baggrundene og fjenderne og det betyder både et skift i det visuelle, men også at spillet bliver stadigt sværere. Denne anmelder skulle ihvertfald holde tungen lige i munden, og det betyder også at spillet holder længere end 20 minutter.

Alt i alt finder PocketFreak.dk spillet underholdende og visuelt imponerende. Så er man til arcadespil på PocketPC'en, så er spillet et godt køb. Godt nok er de næsten $15 lidt mere end mange andre spil, men til gengæld kan man også se, at der er blevet kræset ekstra for grafikken i spillet. Derfor opnår Jack 5 ud af 6 styli.

Temaet i spillet er baseret på spillerens reflekser og hukommelse. Således skal man, for at komme tættere på sin prinsesse der er blevet kidnappet, bygge en række broer ved at huske serier af blinkende lamper.

Ved hver bane, som der er 9 af fordelt på 5 verdener (= 45 i alt), skal vores helt, ridderen Vesuri, huske serien af blinkende lys for at bygge et trin på broen. Husker du forkert mister du et liv og må forsøge igen.

Mens spillet lyder ret enkelt, så er det faktisk meget let at blive afhængigt af det. Først prøver man sig lige frem med at huske tre sekvenser, men efterhånden som man skal huske fem eller syv så bliver det sværere og man forsøger om man ikke liiige kan komme igennem den bane.

Samtidig er den lave pris på $7.95 (ca. 55 kroner) meget passende for et spillet og gør at man kan få adgang til dette glimrende tidsfordriv uden at skulle dykke særligt dybt ned i pungen.

Når spillet får 4 ud af 6 så handler det om at det udfylder en god rolle som tidsfordriv på en rejse, men så heller ikke mere - og så synes denne anmelder ikke så godt om underlægningsmusikken der lyder mest som "dåsemusik", men heldigvis kan der skrues ned for denne.

Ved at styre 2-5 snegle udstyret med napalm-bomber, airstrikes, maskingeværer, pistoler, eksploderende frøer og forårskyllinger igennem baner der forestiller det ydre rum, det gamle egypten eller en autoophugger kan man til sidst vinde æren og retten til ens snegle-stammes overlevelse. Undervejs går det ikke stille af sig når man, suppleret af syrede kommentarer, springer, brænder eller banker modstandernes snegle af banen.

I spillet er der 9+ baner af skiftende sværhedsgrad. Samtidig er der mulighed for opdateringer fra producentens side med nye baner, mange sjove forklaringer og kommentarer, mulighed for meget forskellig sværhedsgrad og våben.

Grafikken er ret suveræn i tegneseriestil og sneglene følger f.eks. granaterne der flyver forbi dem (se screenshottet til venstre) og skifter ansigtsudtryk derefter. Spillet kører lige fint på en 150 mhz MIPS som på en 400 mhz Xscale.

Du kan desuden spille mod computere, to spilleren kan skiftes til at tage sin tur - eller du kan spille online via TCP/IP.

Det eneste der trækker ned at musikken der har det med at lyde som dårlig dåsemusik efter meget kort tid. Snails får derfor 5 ud af 6 styli.

Faktisk er historien noget man har en tendens til at gå lidt let hen over, for grafikken og gameplayet gør at man mest af alt bare har lyst til at komme i gang med missionerne. Det er dermed ikke fordi historien er værre eller bedre end mange andres spil, men fordi spillet er lækkert at spille.

Det som derimod gør Warfare til noget særligt, er den kombination af lydeffekter, grafik og missioner der vækker minder om de første Command & Conquor spil til PC'en. Er man derfor en fan af den slags spil så bør man straks investere i Warfare.

Selve spillet er let at gå i gang med. Ideen er som med Command & Conquor eller Dune, begge kendt fra PC. Det betyder at spillet skifter mellem missioner. Nogle hvor din opgave er at opbygge en base, indsamle råstoffer og angribe modstanderen og andre hvor du har en eller flere enheder til at løse en specifik mission. I alt er der 14 missioner i et historieforløb og 6 andre missioner. Der er desuden to forskellige landskaber og 11 forskellige enheder, hvoraf flere først skal udforskes først.

Warfare kan spilles i enten portrait (på højkant) eller i landscape (liggende). Denne anmelder finder det dog nemmest at spille Warfare i landscape og så scrolle rundt på banen i venstre tommelfinger mens den højre hånd styrer enhederne via stylusen. Spillet er testet på Ipaq 5550 med Pocket PC 2003 og en Ipaq 3950. Begge modeller kørte spillet fint og glidende uden tegn på at hakke, selv når antallet af enheder nåede maksimum.

Alt i alt er Warfare nok et af de mest overbevisende spil til Pocket PC'en når det kommer til taktik og strategi. Stemningen fra den type spil på PC'en er glimrende overført og grafikken er god og glidende. Missionerne er godt udtænkt og varierede. Det eneste der imidlertid forhindrer Warfare i at opnå de eftertragtede 6 ud af 6 styli er manglen på en skirmish-mode, alt en tilfældighedsgenerator til missionerne og så gerne en mulighed for at spille multiplayer. Ja, det er hårde vilkår, men sådan er det når man producerer noget så gennemført som Warfare - så vil vi have mere!

Du kan læse mere om Warfare, købe eller hente en demo af spiller på dette link. Warfare koster $30.

Spillet minder, for dem der kan huske dette, meget om Empire til Commodore Amigaen. Her er ikke nogen fancy historien, men derimod muligheden for at prøve sine strategiske evner mod computeren eller en anden spiller via enten e-mail eller skiftende ture.

Konceptet er desuden rimeligt velkendt: Ved at kontrollere stadigt flere byer øger man sin produktion af enheder der spænder fra marines over tanks til forskellige former for fly og skibe. Andre enheder kan desuden tilføjes ved at hente forskellige mods fra Metalshards hjemmeside.

Spillet er generelt let at kontrollere selvom drag-and-drop-systemet som spillet bruger er svært at anvende på en touchscreen. Grafikken er middel uden at være fancy og lyden er ret basal. Om dette er et problem eller ej må være op til den enkelte, men denne anmelder synes generelt rimeligt om spillet.

Det største minus ved Pocket War er dog prisen, som er på $19.99 og dermed 50-100% højere end hvad man ellers ser blandt PocketPC-spil - det er samtidig også meget for et spil som er gedigen undholdning, men ikke nyskabende på nogle områder.

I spillet kan man vælge længden af spillet, sværhedsgraden og antallet af modstandere. Når spillet så begynder skal man hver tur forske, evt. angribe, rekruttere soldater, indhente skatter osv. Målet er at udrydde modstanderne og beherske nok provinser når spillet slutter.

Spillet er rimeligt simpelt, men det er samtidig også en styrke når man kun har adgang til en lille skærm på PocketPC'en. Her er det oplevelsen at tur-baseret strategi passer langt bedre til PDA'ere end forskellige real-time udgaver. Husker man desuden, at spillet er gratis er det faktisk en god ting at have liggende på PocketPC'en til den næste fly- eller togrejse.

Samme filosofi har de heldigvis hos Pocket PC Studios der har oversat det klassiske PC-strategispil Warlords II til Pocket PC. Det er der kommet et spilbart og holdbart produkt ud af.

Spillet foregår i et krigshærget rige hvor en række forskellige racer kæmper om den endegyldige sejr med hver deres type enhed og særlige egenskaber. Fra starten kan spilleren derfor vælge at være dværg, elver, rytterfolk, den onde hersker eller noget helt fjerde.

Man kan som spiller vælge at spille det oprindelige kort (se billederne) eller få genereret et tilfældigt kort at spille på. Samtidg kan man vælge typen, antallet af modstandere og deres sværhedsgrad. 

Spillet er turbaseret og er derfor let at gå til og fra under f.eks. en togtur, en pause eller lignende. Pocketfreak.dk testede Warlords II på en togtur til Århus og tilbage og fandt at et spil sagtens kan tage 5-6 timer før verdensherredømmet endnu engang er i hus.

Grafikken er rimelig uden at være noget man absolut skal vise til folk for at fremelske misundelse. Samtidig kan det være lidt svært at ramme de rette knapper da grafikken tæt på kan være lidt gnidret.

Overordnet set er det et underholdende og varieret spil (i kraft af de nye baner) der dog synes lidt dyrt i betragtning af at konceptet er kopieret fra en anden platform.

Drister man sig alligevel til at prøve demoen af PocketPC-versionen af EverQuest eller på at bruge de $20 som spillet koster, så finder man ikke det besnærende online-spil. Istedet finder man det nok hidtil bedste adventure/rollespil til PocketPC'en. EverQuest-navnet er dog nok mest brugt som trækplaster over for de mange tusinde der spiller det - og fordi spillet foregår i en tillempet version af EverQuest-universet.

Fra starten kan man vælge mellem fire karakterer, bla. en troldmand, en druide og en kriger. Disse karakterer har, som altid, hver deres styrker og svagheder. Har man desuden lyst, kan man have op til fire forskellige karakterer oprettet i EverQuest på samme tid.

Kender man til det originale PC-spil Diablo vil man kunne genkende en del herfra, bla. styringen og måden grafikken tegnes på. Netop grafikken er klar og nem at gennemskue med gode farver. Spillet kører flydende på en 400 mhz Xscale fra et memorykort, men har en tendens til let hakken hvis CPU'en reduceres til 200 mhz - mest hvis der optræder flere monstre på skærmen på én gang.

Styringen af ens karakter er let og kræver ikke alt for mange tryk på skærmen. Historien i spillet, der ikke skal afsløres her, er rimelig omend en smule liniær - men dette skyldes nok at man er blevet vant til mere avancerede plots i ens normale PC-spil.

Får man, ligesom denne anmelder, blod på tanden efter flere eventyr i EverQuest-universet er der desuden allerede udgivet to udvidelser til spillet.

Med sin klare grafik, sit gode interface og sin rimelige historie fortjener EverQuest 5 ud af 6 - og det selvom $20 er lidt i den høje ende af PocketPC-skalaen, men det kompenserer de mange spil-timer snildt for. 

Med denne lille emulator, der for en kort tid omformer PocketPC’en til en Commodore C64, åbner Clickgamer nemlig op for adgangen til hovedparten af C64-spillene til alle PocketPC ejere. De fleste spil som man måske kan huske fra sin grønne ungdom / sin første computer kan desuden hentes på nettet hvilket gør hele løsningen endnu mere attraktiv.