Anmeldelse: Pielframa, taske til Ipaq 5550

Af Lars Jacobsen, PocketFreak.dk [5. august 2003]

En Pocket PC er ikke købt til at ligge i tasken, den er købt til at blive taget med rundt, brugt og måske også vist frem af og til. Derfor er det centralt at beskytte sin værdifulde Pocket PC med en taske.

Med det udgangspunkt så er det desværre også den sørgelige sandhed at langt de fleste tasker der følger med Pocket PC'ere hverken gør til eller fra. Som regel er det bare en pose, hvor den ene side er udstyret med en kraftig indstik i den ene side til at beskytte skærmen. Selv ikke topmodeller som Ipaq 5550 eller andre kommer med en bare nogenlunde æstetisk acceptabel taske. 

Heldigvis er der forskellige producenter af ekstraudstyr i form af tasker. Blandt de største er svenske Krusell, som Pocketfreak.dk tidligere har testet, Vaja samt ikke mindst spanske Pielframa. Blandt de mere eksklusive producenter er netop Pielframa, der har været så venlige at sende os et eksemplar af deres helt nye Ipaq 5550-model til test. Læs også Pocketfreak.dk's anmeldelse af Ipaq 5550.

Om Pielframas tasker

Firmaet Pielframas historie strækker sig tilbage til 1945 og de har produceret læderprodukter siden dengang. I 1984 startede produktionen af tasker til mobiltelefoner og efterfølgende tasker til PDA'ere.

Alle Pielframas tasker er håndlavede, bruger miljøvenlig lim og kemikalier til at forarbejde læderet og på Pielframas hjemmeside kan du læse og se billeder fra produktionsprocessen.  

Pielframa laver ikke kun tasker til Ipaqs, men til de fleste Pocket PC'ere på markedet incl. Asus, Dell, Fujitsu-Siemens LOOX. Samtidig leverer de mange forskellige modeller i forskellige farver og skind til samme PDA, f.eks. fås der både en model til Ipaq 5550 med PCMCIA-jacket, CF-jacket - men den testede her er den basis-modellen til den rene PDA hvor der også er plads til kreditkort/visitkort og to SD-kort. 

Pielframas PDA-taske til Ipaq 5550: pris incl. fragt €60 eller ca. 450 kroner. Klik for større billede.

Pris og kvalitet

Med et globalt PDA-marked, Internettet og med et firma placeret i Spanien har Pielframa valgt en, synes jeg, ganske smart løsning på problemet med distribution.

I stedet for at sende taskerne, der jo skifter sammen med de mange nye modeller, rundt i verden til distributører og lokale butikker, har Pielframa en aftale med UPS og TNT og en pris der er den samme uanset hvor i verden du køber enheden fra. Det betyder at du som køber kun skal omregne prisen til din lokale valuta og evt. lægge skat på (dog ikke internt i EU). Det vil sige at man ikke skal til at sidde og regne sammen hvad taskerne koster, det står på hjemmesiden fra starten incl. fragt.

Er man ikke helt tryg ved at bestille tasken fra Danmark, så fører www.danskdatasalg.dk også Pielframa-tasker i et mere begrænset udvalg.

Prisen for den anmeldte udgave er €60 incl. fragt eller ca. 450 danske kroner.  

Pielframa og Ipaq 5550 set fra siden. Klik for større version.

Pielframa angiver leveringstiden på den testede model til 3 dage hvilket viste sig at passe, dog tog det en ekstra dag for mig, da jeg undervejs ændrede leveringsadressen til mit arbejde - en fleksibilitet man ikke kan opnå med PostDanmark, der af en eller anden grund er e-handlens fjende nummer et og altid forsinker denne skribents pakker 2-3 dage.

Hvad angår kvaliteten af tasken er den efter min mening helt i top. Ser man nærmere på syningerne er det tydeligt at det er kvalitetsarbejde. Jeg har tidligere haft en Pielframa-taske til min nu forhenværende LOOX og den lignede efter 6 måneders hyppige ophold i tasker, borde og lign. stadig sig selv uden ridser eller skrammer.

Der er adgang til alle funktioner. Klik for større billede.

Ud over at selve kvaliteten er designet også ret godt. Med tasken på er der adgang til alle funktioner i Pocket PC'en, men dig ikke til at synce i en cradle med tasken på - men med et sync'n'charge-kabel går det let.  

Udsklæring til volumenknappen og til WiFi-antennen

En lille finesse med tasken er at der ikke anvendes knapper til at holde den lukket. I stedet anvendes en lille kraftig magnet, der holder klappen lukket. I starten var jeg lidt bekymret over om den var kraftig nok, men jeg har endnu ikke oplevet at tasken er gået op selvom den har bumlet rundt sammen med alt muligt skrammel i min skuldertaske.  

Lukkesystemet er en kraftig magnet og fungerer fint

Bag på tasken er der desuden en lille rund cirkel. Det er hæftesystemet til tasken. Med den medfølgende klip, der monteres i bæltet, kan man let sikre tasken. Med klip-systemet er det desuden ret let at klikke tasken ud og ind af bælteklippen uden at man risikerer at tabe Pocket PC'en på gulvet. Personligt bliver jeg nok aldrig en af bæltefolket eller starter hjemmesiden baeltefreak.dk, men jeg kan godt se at systemet er smart og er en stor hjælp for f.eks. læger aller andre der skal have informationer med rundt og hænderne fri. 

Systemet er dog ikke nær så udbygget som Krusells, hvor klip-systemet kan udvides til også at sikre PDA'en på cykler, i biler etc.

Bælteklippen fungerer let, men er ikke helt så udbygget som Krusells.

Et godt køb

Har man brugt 1000-vis af kroner på sin Pocket PC og slæber man rundt på den til hverdag, kan det kun anbefales at anskaffe sig en ordentlig taske som en Pielframa. Ikke alene beskytter tasken PDA'en bedre end de medfølgende, men den er også lettere at betjene end de medfølgende tasker. 

Hører man desuden til dem, der ligesom jeg, synes at det ikke gør noget at Pocket PC'en ser præsentabel ud og er godt beskyttet så er Pielframas tasker en rigtig god investering. Nogen vil måske finde prisen lidt høj, men personligt synes jeg den er rimelig i betragtning af et en plastic-taske til Ipaq også sniger sig op mod de 400 kroner. Desuden betyder Pielframas kvalitet også at tasken skulle holde hele PDA'ens levetid og kan sælges med når man skifter.

Med det udgangspunkt giver Pocketfreak.dk Pielframas Ipaq 5550 taske 5 ud af 6 styli, hvor kun prisen trækker en smule ned - men kvalitet koster som bekendt.

Vurdering:
 


 

Relevante info og links:

Vær med i debatten om tilbehør i vores forum
 
 

En Pocket PC er ikke købt til at ligge i tasken, den er købt til at blive taget med rundt, brugt og måske også vist frem af og til. Derfor er det centralt at beskytte sin værdifulde Pocket PC med en taske.

Pocketfreak.dk tester her en af de eksklusive spanske Pielframa-tasker.

 


 

 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

   
  
  
  

  
  
  

  
  
    
Modtag Pocketfreak.dk nyhedsbrevet
Kontakt PocketFreak.dk
PocketFreak arkivet
Hvad er Pocketfreak.dk?

PocketFreak på AvantGo

 

PocketFreak's forum

 

 
PocketFreak | red@pocketfreak.dk | www.pocketfreak.dk